•   

Øl

 

Thy Pilsner

Thy Pilsner er karakteristisk ved, at den smager som en Thy Pilsner altid har smagt. Med andre ord, så brygger vi vores gode pilsner med de samme gamle brygmetoder, samme kvalitetsråvarer og selvfølgelig det gode vand fra Thy - og så ikke mere.

Der er noget, der tyder på, at resultatet er i orden: 18 øl-eksperter vurderede Thy Pilsner til at være 3. bedste pilsner blandt 32 danske og udenlandske pilsner.

Se link her

Thy Pilsner 33 cl. har en alkoholprocent på 4,6.

 

Thy Classic

Thy Classic er mange gange blevet vurderet til Danmarks bedste Classic (Wiener) øl. Det er der mange, der har fundet ud af, og Thy Classic er i dag vores største produkt i forhold til brygget volumen.

Det er også en unik fyldig og velafbalanceret Classic, som kan nydes alene, til den gode frokost eller til det varme måltid.

Thy Classic 33 cl. har en alkoholprocent på 4,6.

 

ØKO Thy Pilsner

ØKO Thy Pilsner er Danmarks bedste pilsner. Sådan mente i hvert fald 18 eksperter, da de skulle vurdere 32 danske og udenlandske pilsner øl, i en test i magasinet Smag & Behag.

Se link her.

Det var også den første danske økologiske øl, da den kom på markedet i 1995, og den lever stadig i bedste velgående. Bl.a. som christianitternes foretrukne ølmærke, når den kommer med en rød etiket med 3 gule prikker, som Christiania Pilsner. 

ØKO Thy Pilsner 33 cl. har en alkoholprocent på 4,6.

 

ØKO Thy Classic

ØKO Thy Classic er en såkaldt Wiener øl. En lidt mørkere lagerøl med en rund og fyldig smag af frugt, karamel og ristet malt. En dejlig øl både til frokost og til varm mad. 

ØKO Thy Classic 33 cl. har en alkoholprocent på 4,6.

 

Porse Guld

Lige siden 1984 har denne gyldne eksport-øl været en af favoritterne fra Thisted Bryghus' store sortiment. Hemmeligheden er den håndplukkede porse, som erstatter en del af humlens bitterstoffer, og giver en rund og dejlig smag til denne klassiker.

Porseplukning foregår hvert år i august måned, og er en begivenhed, der trækker mange folk til fra både nær og fjern.

Porse Guld er en øl, der kan nydes af alle ølnydere og til alle lejligheder.

Porse Guld, 33 cl. og 50 cl. har en alkoholprocent på 5,8.

 

ØKO Humle

ØKO Humle er Thisted Bryghus' luksus udgave af økologisk pilsner. Mere økologisk malt og Perle humle giver, udover en højere indbrygningsprocent, denne øl mere smag og fyldighed end pilsneren. Det er en øl, der går rigtig godt til en god frokost, men faktisk kan den bruges til det hele.

Anbefalet serveringstemperatur 6-10 °C.

ØKO Humle 33 cl. har en alkoholprocent på 5,8.

 

Limfjordsporter

Limfjordsporter, eller i folkemunde "øllets gentleman", er en næsten sort undergæret porter med en cremet lysebrun skumtop. Smagen er kompleks, og domineret af lakrids, røg, ristet byg og maltsødme, og flot afstemt med en markant bitterhed fra humlen.

Peter Klemensen købte ved lukningen af Urban bryggeriet i 1986 rettigheden til navnet og den karakteristiske blå/orange etiket. I 1989 kom Limfjordsporteren så på markedet fra Thisted Bryghus, men Klemensen fortsatte med at udvikle på opskriften indtil 1997, hvor han ikke mente den kunne forbedres yderligere.

Sidenhen er denne øl blevet et ikon i ølverdenen, og det er et af de relativt få produkter fra Thisted Bryghus, der findes udenfor landets grænser - senest USA, hvor den fås på fad i adskillige velassorterede ølbarer.

De fleste nyder Limfjordsporter alene uden mad, men prøv den også til kraftige simreretter eller den avancerede som ledsager til østers.

Anbefalet serveringstemperatur 8-14 °C.

Limfjordsporter, 33 cl. og 50 cl. har en alkoholprocent på 7,9.

 

 

Cold Hawaii

Ny Nordisk øl uden humle. Cold Hawaii er en lys aromatisk undergæret øl, brygget af økologisk malt fra Gyrup i Thy, og tilsat birk, fyrreskud og granskud.

Frisk øl med en dejlig let krydret smag af citrus og pebermynte.

Cold Hawaii 33 cl. har en alkoholprocent på 5,8.

 

      


Cold Hawaii Rav

Ny nordisk øl uden humle. Amber Ale ægte rav fra vestkysten. Smager af Vesterhav og fyrreskov. Mild og aromatisk øl, med en karakteristisk smag af harpiks. Sælges i klar flaske, så man kan se den smukke farve.

Cold Hawaii Rav, 33 cl. har en alkoholprocent på 5,8.

       

Beer Geek Limfjordsporter

Dubble Stout med kaffe og lakrids. Samarbejdsbryg mellem Mikkeller og Thisted, baseret på verdens bedste stout "Beer Geek Breakfast Stout" og Limfjordsporteren.

Beer Geek Limfjordsporter, 33 og 50 cl. har en alkoholprocent på 7,7.

         

Thy IPA

Denne skønne amerikansk inspirerede IPA er kraftigt humlet, men med en begrænset bitterhed. De store mængder amerikansk humle er tilsat i slutningen af kogningen og under gæringen.

Thy IPA forhandles udelukkende i SuperBrugsen, Kvickly og Fakta.

Thy IPA 50 cl. har en alkoholprocent på 6,6.

         

Forår

Når man hælder Forår op i et glas, bemærker man først den smukke korngyldne farve, og en kridhvid og vedvarende skumkrone. Dernæst bliver man forkælet af en meget behagelig duft af blomster og grønne druer.

Forår er en frisk og læskende øl, der samtidig har en god mundfylde, og en behagelig afstemt bitterhed fra den amerikanske bitterhumle. Alt i alt et godt valg, når foråret melder sin ankomst med lune eftermiddage på terrassen.

Forår 63 cl. har en alkoholprocent på 6,2.

       

 

 

ØKO Brygge

ØKO Brygge er en Blonde Ale. Brygmester udtaler "ØKO Brygge er en mild og aromatisk gylden ale med krydret præg fra den belgiske trappistgær. Velegnet til lyst kød, svinekød og kylling - gerne med krydret smag. Nyd den i et smukt glas med fod og med plads til den kraftige hvide skumkrone".

ØKO Brygge har en alkoholprocent på 7,5.

 

        

 

ØKO Gent

ØKO Gent er en mørk Saison. Brygmesteren udtaler: "ØKO Gent er en hyldest til Vallonske "Farmhouse Ales" - sprød, tør og lettere krydret. Velegnet ledsager til de krydrede og kraftige madretter. Lige til den perfekte bøf"

ØKO Gent har en alkoholprocent på 6,5.

 

 

 

        

 

Mrs. Brown 

Mrs. Brown er den fyldige og elegante ale - mild og sødmefuld, som vi kender den fra England. En rigtig dejlig øl, til en fornuftig pris.

Mrs. Brown 50 cl. har en alkoholprocent på 5,0.

       

 

Monterey Steam Beer

Monterey Steam Beer er en ravfarvet, mild og rund øl, som er gæret med en helt unik undergær, og krydret med de to tyske humler Northern Brewer og Hersbrucker. Duften er korn og "blomstereng", og i smagen er der ristet brød, orange frugter og en mild og behagelig bitterhed.

Monterey Steam Beer er en yderst behagelig øl, der passer fint til det meste mad, og såmænd også sagtens kan stå alene.

Monterey Steam Beer 50 cl. har en alkoholprocent på 5,8.

       

 

Boston American Pale Ale

Boston American Pale Ale er en velhumlet gylden ale, brygget med de tre amerikanske humletyper Chinook, Amarillo og Simcoe. Det første, der springer i næsen er en dejlig duft af grapefrugt, og i munden kommer der behagelige noter af harpiks og orangeblomster, efterfulgt af en markant men behagelig bitterhed. Boston American Pale Ale er en øl, der er en oplevelse i sig selv, men også egner sig glimrende som ledsager til både danske frokost/middagsretter og krydret orientalsk mad.

Boston American Pale Ale 50 cl. har en alkoholprocent på 5,8.

       

 

Seattle Coffee Stout

Denne stout er brygget med belgiske ristede malte og som det hører sig til i en rigtig stout - umaltet ristet byg. Krydret med Northern Brewer humle, og tilsat ekstrat af den bedste sydamerikanske kaffe.

Det første man lægger mærke til, er det holdbare cappuchinifarvede skum og den skønne kaffeduft, som leder tanken hen på førnævnte drik. I munden overraskes man over den milde ristede smag med nuancer af vanilje og kakao. Til sidst kommer den markante smag af god kaffe, sammen med en afstemt bitterhed fra kaffebønner og humler.

Seattle Coffee Stout kan erstatte din eftermiddagskaffe, men er også rigtig velegnet til desserter med chokolade eller til en god brunch.

Seattle Coffee Stout 50 cl. har en alkoholprocent på 6,5.

       

 

Goldings Pale Ale

Skøn aromatisk "bitter" ale, der, som englænderne kan lide det, er indbrygget til 4,4 % alkohol. En dejlig frokost øl, der er brygget med den engelske "Goldings" humle.

Goldings Pale Ale 50 cl. har en alkoholprocent på 4,4.

 

      


 

 

Pilgrim Oatmeal Stout

Mange kvinder tror ikke, at de kan lide mørkt øl, før de smager en havrestout. Det engelske ord "smooth" er nok det udtryk, der bedst beskriver fornemmelsen af denne runde og milde stout. Diskret humlet med engelsk First Gold humle.

Pilgrim Oatmeal Stout 50 cl. har en alkoholprocent på 6,2.

 

      


 

Target Brown Ale

De ristede malte sammen med brunt sukker giver en skøn, næsten nøddeagtig rund smag til denne Brown Ale. Diskret humlet med engelsk Target humle. Passer perfekt til god dansk smørrebrød.

Target Brown Ale 50 cl. har en alkoholprocent på 7,0.

 

       


Thisted Stenøl 5

Thisted Stenøl 5 er en overgæret Strong Ale, langtidslagret med lavasten i de kolde kældre på bryggeriet. Stenene opvarmes i en keramikovn til de er rødglødende (min 700°C), og sænkes derefter ned i sød ølurt fra brygprocessen. Lavastenenes store overflade belægges derved med fastbrændt sukker. Under lagringen frigives sukkeret til øllet, og bidrager med spændende sødlige/brændte smagsnuancer til denne unikke øl.

En rigtig all-round øl til frokost eller middag.

Thisted Stenøl 5 50 cl. har en alkoholprocent på 7,0.

    

 

Jack & Beer

- En stenøl med amerikansk whisky

Brygmesteren udtaler:

"Hvis du kender Thisted Stenøl fra Thisted Bryghus, så glæd dig til at blive ekstra forkælet med denne udgave, som vi har tilsat ægte amerikansk Bourbon Whiskey, og langtidslagret i tre måneder på egetræ og med endnu flere karameliserede lavasten.Den raffinerede karamelsmag fra lavastenene sammen med taninerne og vaniljesmagen fra amerikanske Bourbon tønder giver helt nye dimensioner til denne klassiker".

 Jack & Beer 50 cl. har en alkoholprocent på 8,0.

 

              


 

Madagascar Vanilla Stout

- En stout med ægte vanilie 

Brygmesteren udtaler:

"Glem bare dessertvinen, Madagascar Vanilla Stout er uovertruffen til desserter, is, sorbet, søde kager, eller når du i øvrigt har en sød tand.

Brygget med ægte Bourbon vanilie fra Madagascar."

 

Madagascar 50 cl. har en alkoholprocent på 6,5.

        

 

British Brown Ale

Den engelske øltype Brown Ale er altid populær hos danskerne, på grund af den milde og runde smag med lidt sødme fra den anvendte karamelmalt.

British Brown Ale er brygget med engelsk overgær, som tilfører ekstra raffinement. Den har en god mundfylde og en mild aromatisk smag. British Brown Ale er en dejlig "hyggeøl", men passer også glimrende til burgere, stegemad og fyldige oste.

Forhandles i Dansk Supermarkeds butikker; Føtex, Bilka, Salling og Netto.

Britsh Brown Ale 50 cl. har en alkoholprocent på 5,2. 

         

 

India Pale Ale

Øltypen India Pale Ale blev opfundet af engelske brygmestre i starten af 1800 tallet. Det var en udfordring, at brygge øl, der kunne holde til den 2 måneder lange sørejse til Indien, men med ekstra tilsætning af humle og en højere indbrygningsprocent, lykkedes det at udvikle en øl, der var robust nok til den lange rejse.

India Pale Ale er en lys gylden aromatisk øl, krydret med store mængder amerikansk humle (Centennial og Simcoe). Den let bitre og meget aromatiske smag, gør denne øl specielt velegnet som ledsager til krydrede orientalske retter.

Forhandles i Dansk Supermarkeds butikker; Føtex, Bilka, Salling og Netto.

India Pale Ale 50 cl. har en alkoholprocent på 5,9. 

       

 

Irish Stout

Da Arthur Guiness i midten af 1700 tallet bryggede en efterligning af den engelske porter, opfandt han i realiteten den øltype, som vi i vore dage kender som stout.

Denne irske stout er en såkaldt "dry stout", brygget med ristet byg, og gæret med en irsk ale gær. Den har en skøn "cremet" mundfornemmelse, lav carbonering og en finmasket cremefarvet skumkrone.

Irish Stout egner sig godt til varme retter med stegt kød, eller prøv den klassiske til muslinger eller østers.

Forhandles i Dansk Supermarkeds butikker; Føtex, Bilka, Salling og Netto.

Irish Stout 50 cl. har en alkoholprocent på 5,0.

        

 

Limfjordsporter Lakrids

Limfjordsporter Lakrids er en såkaldt "Baltic Porter", dvs. en undergæret stærk porter på 7,9 % alkohol. Lige siden Peter Klemensen erklærede den originale Limfjordsporter for færdigudviklet i 1989, har denne ikoniske porter været kendetegnet af, udover ristede og røgede smagsnuancer fra malten, også at have en dejlig smag af engelsk lakrids.

Til Nordic Brew Festival i 2014, hvor Limfjordsporteren kunne fejre 25 års jubilæum, udviklede den tidligere og den nuværende brygmester en festivaludgave af Limfjordsporter med ca. 20 gange så højt lakridsindhold som den originale. I 2015 kom så en flasketappet udgave kaldet Limfjordsporter Lakrids, hvor indholdet af lakrids er justeret ned til 16,66 gange det oprindelige indhold fra Limfjordsporteren.

Limfjordsporter Lakrids har en alkoholprocent på 7,9.

 

         
   

Faddersbøl

Den smukke blå-sorte enebær plukket tæt på Faddersbøl Mølle er sammen med stærkt orange-røde rønnebær fra Tved Plantage og sorte hyben fra klitroser ved Stenbjerg bærende smagsgivere i denne næsten kobberfarvede øl, hvor malurten har erstattet humlens bitterhed. Det giver kant, dybde og en ny oplevelse af, hvordan råvarer kan sættes sammen til en enestående smagsoplevelse.

Faddersbøl har en alkoholprocent på 5,8.

         

 

Klithede

Nationalpark Thy er kendetegnet ved uspolerede klithedelandskaber. Her er de seneste århundreders sandflugt blevet til smukke landformationer ofte med nogle af Danmarks reneste søer. Vi har med denne sjældent smukke natur for øje skabt en blød og venlig øl med stor friskhed som vindens susen over klitheden og med fine smagsnoter fra nationalparkens urter og frugter.

Klithede har en alkoholprocent på 5,8.

         

Thagaard

Sandflugtskommisær Thagaard plantede i 1816, som en af de første, en plantage i Thy. Her trodser birketræer Vesterhavets salte vinde, men må bøde med krogede grene. I forsommeren plukker vi de friske birkeblade, der udgør en afgørende ingrediens i denne liflige øl. Tæt på Nors Sø har vi klippet gran- og fyrreskud, som bidrager med en frisk citrus-aroma til denne venlige og sanse- behagende smagsoplevelse.

Thagaard har en alkoholprocent på 5,8.