Skip to the content

Nyt samarbejde med Den Gamle By

13. August 2020:

Den Gamle By i Aarhus og Thisted Bryghus i samarbejde om øl med historie

Den Gamle By ønsker at fortælle historie på mange måder, med mange midler og modeller. Mad og drikke hører til museets kerneformidling. Her findes en righoldig kulturhistorie, som de allerfleste kan forholde sig til. Fordi vi hver eneste dag spiser og drikker.

Ikke mindst har øllet spillet en stor rolle i Danmarkshistorien. Allerede i 1931 indledte Den Gamle By fortællingen om øl- og bryggerihistorie, da museet og Bryggeriforeningen i fællesskab åbnede et håndværksbryggeri fra 1800-tallet.

Nu brygges videre på ølhistorien
Derfor har Den Gamle By nu har taget et nyt skridt til et samarbejde med Thisted Bryghus om udvikling og salg af Øl med historie.

Første resultat af samarbejdet er Den Gamle bys mørke øl. En overgæret øl som de fleste danske øl frem til år 1900. Dengang var det daglige øl uden ret meget alkohol, så Den Gamle Bys mørke øl hører med sine 4,9 procent alkohol til øl, der blev brygget til særlige lejligheder. Øllen er brygget med røgmalt, som det laves i Den Gamle Bys bryggeri, hvilket er endnu en del af ølhistorien. Det har taget et års tid at udvikle øllen og de første forsøg foregik på Thisted Bryghus’ 70 år gamle anlæg.

Senere kommer to andre øl i sortimentet: Den Gamle Bys bock og Den Gamle Bys julebryg, men disse øl er endnu ikke klar.

Gæsterne kan nyde Thy øl i Den Gamle By
Til gæster der ønsker pilsner til maden, indgår Øko Thy Pilsner  nu i Den Gamle Bys sortiment. Øko-pilsneren er i sig selv historie, da det er Danmarks første økologiske øl, der i år fejrer sit 25-års jubilæum. På Jazzbar Bent J. i Den Gamle By, vil der dog i pagt med historien stadig serveres Ceres Top pilsner.

Øl med Historie indskrænker sig ikke kun til selve øllen. Thisted Bryghus bruger den klassiske 33 cl returflaske, der har mere end 70 år på bagen. Det har betydet, at Den Gamle By har kunnet designe etiketter i tråd med den danske tradition, hvor der på bagsideetiketten er der plads til at fortælle om øl-historie. Det vejer også tungt, at en 33 cl-flaske genbruges omtrent 25 gange, før den knuses og smeltes om, mens andre flasker kun bruges én gang.

Endelig repræsenterer Thisted Bryghus i sig selv Øl med historie, idet bryggeriet er grundlagt i 1902. Dengang fandtes der omtrent 40 bajerskøl-bryggerier i provinsbyerne – nu er der blot seks tilbage. At bryggeriet er lykkedes at følge med tiden ses af, at det tre år i træk (2015-17) blev kåret til årets danske bryggeri.

 

 

 

comments powered by Disqus