Skip to the content

Ny Nordisk Øl startede det hele og er stadig populære

Det var de tre Ny Nordiske Øl, der for alvor satte gang i udviklingen af nye specialøl fra Thisted Bryghus. Øl brygget med hjertet og som alle har en historie.

Øllene så dagens lys i 2015 og øllene blev skabt i et unikt samarbejde mellem to generationer af brygmestre på bryghuset: Peter Klemensen og Antoni Aagaard Madsen.

De tre øl fik navnene Faddersbøl, Klithede og Thagaard og er fyldt med historie.

Netop den historik og de spændende planter, der findes i området, har været omdrejningspunkt for de tre "Ny Nordisk Øl" - opkaldt efter tre unikke steder i Nationalpark Thy - og tilsat ingredienser fra Nationalparken.

Faddersbøl
Faddersbøl ligger på hævet stenalderhavbund umiddelbart vest for Hundborgbuen som er en rand- moræne fra sidste istid. Randmorænen er presset op af en gletschertunge fra nord. Den nu udtørrede Sjørring Sø er en såkaldt inderlavning. Herfra har gletscheren fjernet det materiale som er skubbet op i randmorænen. 

- Faddersbøl er overgæret og har en lang bitterhed fra rønnebær og malurt, afbalanceret af restsødme fra karamelmalt. Faddersbøl er særdeles velegnet som ledsager til de mere kraftige middagsretter med kød eller rodfrugter, fortæller Brygmester Antoni Aagaard Madsen.

Klithede
Klithederne i Thy er en i europæisk sammenhæng sjælden naturtype. Klithederne udgør en mosaik af klitter, hedesletter, moser og lavvandede klitsøer. Deres plante- og dyreliv er tilpasset den næringsfattige jordbund og påvirkningen af salt fra havet. Blandt karakterplanterne kan nævnes hedelyng, revling, mosebølle, porse og tranebær - men også mange andre.

- Den friske og milde smag kommer fra porse, hyben og havtorn, som får en særlig aromatisk og intens smag på de forblæste klitheder. Den lette syrlighed fra havtorn giver i denne skønne let drikkelige øl mindelser om en god hvidvin. Den er derfor særdeles velegnet til retter med skaldyr og lys fisk, fortæller Antoni Aagaard Madsen.

Thagaard
Thagaards Plantage er én af de ældste, endnu overlevende klitplantager i Thy. Den ligger ved Kystvejen ca. midt mellem Vorupør og Klitmøller.  Det mest markante træk ved Thagaards Plantage er, at træerne dér er lave, forkrøblede og ofte mangestammede. Det skyldes manglen på erfaringer ved etableringen af plantagen, og på den måde er den et vidnesbyrd om, hvor besværligt, det var at få det til at lykkes med klitbeplantningerne.

- Thagaard har en helt særlig liflig friskhed, som gør denne øl specielt velegnet, som ledsager til retter med lyst kød og friske salater, fortæller Antoni Aagaard Madsen.

comments powered by Disqus