Skip to the content

Troldmanden fra Thy har fået fred

Tidligere brygmester Peter Klemensen – eller bare Klemme, er taget på sin sidste rejse efter længere tids sygdom. Vores tanker går til familien i denne svære tid.

Med snilde, dygtighed og arbejdsomhed, skabte troldmanden Klemme fortryllende drikke, der stadig i dag slår benene væk under folk. Thisted Bryghus er evigt taknemmelig for hans indsats og bedrifter igennem 28 års virke på bryghuset i perioden fra 1981-2009. Selv i hans eftertid var Klemme ind i mellem at finde i laboratoriet og han var også med i 2015 under lanceringen af Ny Nordisk-serien. En serie der stadig er blandt favoritterne hos både thyboerne og resten af vores kunder landet over.  

At Thy blev sat på landkortet, kan vi også takke Klemme for. I hans tid sendte Thisted Bryghus som det første bryggeri i landet en økologisk øl på markedet. Der er ingen tvivl om, at årene med Klemme ved kedlerne, for alvor satte gang i udviklingen inden for specialøl hos Thisted Bryghus. Og blandt danske bryggerier i øvrigt. For Klemme var ølbrygning både et håndværk og en kunstform. En kunstform han mestrede til fulde, så vi i dag har et langt større udvalg på ølhylderne. Antallet af øltyper hos Thisted Bryggeri kunne tælles på en hånd før hans tid.

Ikke de største, men de bedste

Sådan har det altid lydt, og det vil det fortsætte med. For Klemme handlede det ikke om at skabe mange varianter, men om at skabe godt øl og forfine og forbedre helt ned i detaljen. Et godt eksempel, som de fleste vist ved, er naturligvis øllets gentleman – Limfjordsporteren. Den betød noget særligt for Klemme og det er hans fortjeneste, at den er hvor den er i dag. Han overtog en opskrift fra det tidligere Urban bryggeri i Aalborg i 1987, men han udviklede og forfinede opskriften helt frem til 1997, hvor han ikke mente den kunne blive bedre.

Lokal og innovativ

Et andet ikonisk aftryk i Thisted Bryghus’ sortimentet fra Klemme er Porse Guld. Før det endnu var blevet populært at være innovativt i branchen, da var Klemme det. Porse Guld fra 1984 er den eneste øl på det danske marked, hvor porse anvendes som både aroma- og bitterstofgiver. Porsen findes i bryghusets baghave – Nationalpark Thy, og porseindsamlingen er blevet en fast årlig begivenhed, der styrker bånd på kryds og tværs hos Thisted Bryghus. En innovativ tankegang der igen satte et vigtigt aftryk i bryghusets historie.

”Her laves overhovedet ingen almindelige øl. For mig er der kun 2 ting, der tæller. Specialitet og kvalitet”

Klemme var aldrig i tvivl om sine og øllets kvaliteter og det er blevet et vigtigt fundament for Thisted Bryghus. Et fundament vi brygger videre på når fremtidens smagsoplevelser skal skabes og de historiske øltyper æres med værdighed.

 

Æret være hans minde.

 

Peter Klemensen fik i 2002 Danske Ølentusiasters ølpris og blev æresmedlem i 2010. I 2005 blev han hædret med titlen ”Årets Thybo”.

comments powered by Disqus