Skip to the content

Årets Danske Bryggeri 2017

Tilgængelighed og et bredt sortiment sikrer bryghuset fra Thy titlen, der uddeles af Danske Ølentusiaster.

Thisted Bryghus har vundet titlen som Årets Danske Bryggeri for tredje år i træk. Det er den uafhængige forbrugerorganisation Danske Ølentusiasters 8.700 medlemmer fordelt på 50 lokalafdelinger, der via en afstemning har kåret Thisted Bryghus.

- Der er ingen tvivl om, at vores produktudvikling er en stor del af årsagen til, at vi er så heldige at vinde prisen for tredje år i træk. Produktudviklingen er altafgørende, når man, som os, lever af at sælge specialøl. Vi kan derudover takke vores flagskib Limfjordsporteren for rigtigt meget, siger Bryggeridirektør Aage Svenningsen fra Thisted Bryghus.

Thisted Bryghus udfordrer ”normalen”

Thisted Bryghus har de seneste otte år gennemgået en forvandling fra at være et lokalt, nordvestjysk bryggeri, hvis produkter kun kan købes lokalt, til at være et lokalt, nordvestjysk bryggeri, hvis produkter kan købes i hele landet.

Derudover arbejder bryggeriet innovativt med brygkunsten og brygger blandt andet øl uden humle og med lokale råvarer fra Nationalpark Thy.

- Thisted Bryghus udfordrer den almindelige opfattelse af, hvad en øl er. Der brygges øl uden humle og med lokale råvarer som gran, fyr og hyben fra Nationalpark Thy. Det er innovativ ølbrygning. Samtidig har bryggeriet formået at komme på hylderne i hele landet, og det betyder, at de fleste danskere har mulighed for at smage de nordvestjyske øl, forklarer Hans Peter Jepsen, landsformand hos Danske Ølentusiaster.

Thisted Bryghus løb med titlen foran Amager Bryghus og Det Lille Bryggeri fra Bringstrup ved Ringsted.