Skip to the content

Menu Luk

Thisted Bryghus starter historisk udvidelse

Thisted Bryghus starter historisk udvidelse

24. januar 2019
Borgmester Ulla Vestergaard (A) og bestyrelsesformand Verner Jensen tog i dag, torsdag den 24. januar 2019,  første spadestik til den 30 mio. kroner dyre udvidelse af Thisted Bryghus, der skal ruste det prisvindende nordvestjyske bryggeri til fremtiden.

Borgmester Ulla Vestergaard (A) og bestyrelsesformand Verner Jensen tog i dag første spadestik til den 30 mio. kroner dyre udvidelse af Thisted Bryghus, der skal ruste det prisvindende nordvestjyske bryggeri til fremtiden.

- Tiden er nu kommet til at få skiftet vores brygværk, der har mere end 60 år på bagen og har brygget fantastisk godt øl gennem mange, mange år. Det nuværende anlæg er slidt og det er også her, vi har vores flaskehals: vi har udfordringer med at få brygget det øl, vi har brug for, fortæller Adm. direktør Aage Svenningsen.

Thisted Bryghus bygger en ny bygning, der skal indeholde maltlager, brygværket og der gøres samtidig plads til procesområdet, som dog først etableres i næste fase. I bygningen etableres der en gangbro således, at bryghusets gæster får mulighed for at opleve, hvordan Thisted Bryghus brygger godt øl.

- Vi er i disse år i gang med en løbende proces, der handler om at optimere vores produktionsapparat, at få udskiftet udstyr, der er slidt samt få udstyr ind i virksomheden der gør, arbejdsgangen bliver nemmere og dermed også mere konkurrencedygtig. Tilbygningen er en del af en masterplan for bryggeriet, der giver os overblikket over og fortæller os, hvilke fremtidige investeringer, der skal til for, at vi står med et fremtidssikret bryggeri., fortæller Aage Svenningsen.

Lokale håndværkere skal bygge
Bygningen tager sig ud som en industribygning anno 2019 med respekt for de nuværende gamle bygninger samt respekt for Thisted Bryghus' placering i byen.

- I samme ombæring får vi tilpasset parkeringsforholdene, da vi sammenfletter de to nuværende parkeringspladser, der ejes af Thisted Kommune og Thisted Bryghus, til én stor parkeringsplads. Der bliver ligeledes etableret to parkeringspladser til elbiler samt holdeplads til to busser, fortæller Aage Svenningsen.

Og det er lutter lokale håndværkere, der skal stå for byggeriet.

- Fra vores side, har vi haft et ønske om at bruge lokale rådgivere, lokale håndværkere og lokal finansiering, og dette er lykkes, slår Aage Svenningsen fast.

Det er P+P arkitekter, der har stået for tegning af bygningen samt foretaget licitationen og som står for totalrådgivning af bygningen. BC Byggerådgivning v/Kim Bislev har varetaget opgaven med parkeringspladsen. Cbrew v/Carl Nielsen, har hjulpet med udarbejdelse af masterplan samt udvælgelse af det nye brygværk.

Glad for stærk lokal opbakning
Planerne om at udvide Thisted Bryghus har været på vej gennem nogle år. Og bryggeriet har mødt enorm velvilje overalt.

- Vi har mødt stor velvilje hos Thisted Kommune og dens medarbejdere, og ikke mindst hos naboerne på Bryggerivej og Dronning Louisegade. Også Arriva, Bane Danmark og KN Tækning har hjulpet med at finde løsninger på tilkørselsforhold mv. ligesom Sparekassen Thy har vist stor velvilje i forbindelse med finansieringen af det nye byggeri, fremhæver Aage Svenningsen.

Det nye brygværk forventes taget i brug den 1. december 2019.

Licitationen har været i udbud og følgende virksomheder er udvalgt til byggeriet:
Råhus-entreprise : HMN A/S, Thisted
Tømrer-entreprise : Tømrerfirma Anders Andersen A/S, Hanstholm
Tagdæknings-entreprise : KN Tagdækning A/S, Thisted
Smede-entreprise : Sundby Trapper A/S, Erslev Mors
VVS-entreprise : Handest VVS, Thisted
El-entreprise:Thisted El-forretning, Thisted
Maler-entreprise : Malermester Henning Kristensen, Thisted

Finansiering : Sparekassen Thy, Thisted