Skip to the content

Menu Luk

Thisted bliver hjemsted for Bryggekulturens Hus

07.12.2019:

Bryggekulturens Hus skal være et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om dansk bryggekultur – dens historie, råvarer og forarbejdning. Huset skal rumme formidlingsaktiviteter, laboratorium, kursuslokaler, gastrokøkken og meget mere.

Det kunne adm. direktør Niels Hald fra Bryggeriforeningen afsløre, da Thisted Bryghus lørdag eftermiddag indviede et nyt 550 kvm. stort nyt bryghus.

Dermed bliver bryggeriets ikoniske høje gamle maltbygning og bryghus frit til andre formål.

- Bryggeriforeningen, som samler landets bryggerier, bakker fuldt op om Thisted Bryghus’ planer, om at omdanne bygningen til Bryggekulturens Hus – sammen med Thy Erhvervsforum og forhåbentligt med støtte fra Thisted Kommune, lokale og nationale fonde og andre, fortæller Niels Hald.

Skal være et nationalt center

Bryggekulturens Hus skal være et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om dansk bryggekultur – dens historie, råvarer og forarbejdning. Huset skal rumme formidlingsaktiviteter, laboratorium, kursuslokaler, gastrokøkken og meget mere.

- tanken er, at det bliver et hus, hvor man også kan komme og se, hvordan et professionelt bryggeri fungerer. Man kan prøve at brygge sin egen øl. Man kan lære om bryggekulturen i Danmark i form af udstillinger og aktiviteter. Man kan smage på råvarerne og det færdige produkt, og man kan spise mad til; for koblingen mellem mad og bryg er en del af dansk kultur. Frikadeller smager nu en gang bedst sammen med en kølig øl, fortæller Niels Hald.

Det gamle 1900 kvadratmeter store bryggeri fordelt på fem plan, stammer helt tilbage fra 1899 og emmer allerede af historiefortællingen om øl her i Thy.

- Thisted Bryghus har doneret den flotte, historiske bygning til en kommende erhvervsdrivende fond, som, det er planen, skal stå for opførelsen og driften af Bryggekulturens Hus. Nu går vi i gang med at finde finansieringen til Bryggekulturens Hus og håber at kunne stå her igen om et par år for at indvie det nye hus, siger Niels Hald.

Stor glæde i Thisted

Thisted Bryghus har de seneste par år tumlet ideer til, hvad den gamle bryggeribygning skulle bruges til, når det nye højteknologiske bryghus, stod færdigt.

- vi er utroligt stolte over og glade for, at Bryggeriforeningen og dens medlemmer kan se ideen i at lave hus for Bryggekulturen i Danmark. Det er samtidigt kæmpestort for Thy, at vi er enige om, at den rigtige placering er i de gamle historiske bygninger midt i Thisted by, siger Direktør Aage Svenningsen, Thisted Bryghus.

Han venter sig meget af det nye hus.

- huset henvender sig jo til alt fra studerende, fastboende over turister til ølentusiaster og fagfolk, der nu får et sted, hvor man blive klogere på øl, øllets muligheder og samtidigt få en oplevelse, men også en legeplads, hvor ølentusiaster og bryggere kan eksperimentere, siger Aage Svenningsen.

Han tør endnu ikke spå om, hvornår det nye hus står klart.

- nu skal vi have afsøgt mulighederne for finansiering af det nye hus, ligesom vi skal have Thisted Kommune og andre vigtige aktører med om bord og det går vi i gang med straks i det nye år, fortæller Aage Svenningsen.

Hvis alt går efter planen, vil det nye Bryggekulturens Hus være klar til indvielse i 2022.

Lørdag 25. januar 2020

Generalforsamling