Skip to the content

Menu Luk

Thisted Bryghus indvier nyt bryghus med folkefest

Når Thisted Bryghus slår dørene op for deres nye bryghus, sker det med en folkefest, hvor alle er inviterede. Det nye bryghus skal ruste det prisvindende nordvestjyske bryggeri til fremtiden.
 
- det er en milepæl i vores historie, og tidsplanen har holdt og vi er allerede i gang med at lave prøvebryg på det nye anlæg. Der kommer selvfølgeligt til at gå lidt tid før, vi brygmæssigt er helt på plads, men det er også efter planen. Vi har haft de bedste rådgivere med i hele processen og det har vi også det sidste stykke inden, at vi er helt i mål med det nye brygværk, fortæller adm. dir. Aage Svenningsen, Thisted Bryghus.
 
Han roser arkitekter, håndværkere, leverandører, samarbejdspartnere og Thisted Kommune for et fantastisk samarbejde.
 
Næsten fordobler produktionen
Med en investering på godt 30 mio. kroner, ønsker Thisted Bryghus at fremtidssikre bryghuset.
 
- med det nye bryganlæg kan vi fordoble kapaciteten samtidig med, vi bliver mere strømlinet og får en meget mere ensartet kvalitet. Vi kommer samtidigt til at bruge mindre energi, hvilket er godt for det grønne regnskab, påpeger Aage Svenningsen.
 
Nye produkter på vej
Thisted Bryghus er kendte for deres innovation indenfor dansk ølproduktion, og det kommer man til at skrue yderligere op for.
 
- vi har løbende sendt nye produkter på gaden. Den innovation vil vi selvfølgelig fortsætte, og har allerede en række nye produkter klar til næste år, som vi præsenterer i januar måned, uden i øvrigt at vil løfte sløret yderligere, fortæller Aage Svenningsen.
 
Thisted Bryghus samarbejder med lokale virksomheder omkring produktvikling. 
 
- vi har et fantastisk samarbejde med Gyrupgård i Thy, der leverer malt til os ligesom vi sammen udvikler nye produkter baseret på de kornarter, de fremavler, samt sammen bygger bro mellem vores prisvindende øl og deres prisvindende Thy Whisky, siger Aage Svenningsen.
 
Thisted Bryghus blev kåret som Årets Danske Bryggeri i 2015, 2016 og 2017. 
 
Folkefest i Thisted
Det er i høj grad forbrugerne og landets dedikerede ølentusiaster, der har fået danskernes øjne op for Thisted Bryghus.
 
- derfor er det også helt naturligt for os at åbne dørene til det nyt bryghus for alle på samme tid. Defor har vi valgt at holde én samlet indvielse og invitere til folkefest med øl og pølser selvfølgeligt fra Thy, siger Aage Svenningsen.
 
Indvielsen af det nye bryggeri på Thisted Bryghus finder sted lørdag den 7. december 2019 kl. 10.00-15.00.
 
Den officielle indvielse sker kl. 13.00 med taler af Niels Hald, der er direktør for Bryggeriforeningen, Verner Jensen, der er formand for Thisted Bryghus og endelig Borgmester Ulla Vestergaard, Thisted Kommune, der sætter det første officielle bryg i gang og dermed åbner det nye bryggeri.
 
Fakta om byggeriet:
550 kvadratmeter.
 
Byggestart var den 24. januar 2019 og aflevering sker den 1. december 2019.
 
Råhus-entreprise : Henriksen & Madsen A/S, Løgstør
Tømrer-entreprise : Tømrerfirma Anders Andersen A/S, Hanstholm
Tagdæknings-entreprise : KN Tagdækning A/S, Thisted
Smede-entreprise : Sundby Trapper A/S, Erslev Mors
VVS-entreprise : Handest VVS, Thisted
El-entreprise:Thisted El-forretning, Thisted
Maler-entreprise : Malermester Henning Kristensen, Thisted
Bryganlæg: GEA, Tyskland
Finansiering: Sparekassen Thy, Thisted

Følg udvidelsen af Thisted Bryghus her