Det er gået ubemærket hen, at Thisted Bryghus den 9. oktober 2022 havde jubilæum og rundede 120 år. Travlheden har nemlig været stor på bryggeriet, som har oplevet ekstraordinær hektisk aktivitet forbundet med at gøre klar til julehandlen og samtidig sende en særlig juleudgave af den ikoniske Limfjordsporter på markedet – Limfjords Juleporter.
Det er chefbrygger Christian Harboe fra Thisted Bryghus, som nøje har udvalgt ingredienserne til juleudgaven af Limfjordsporteren. Selvom den mørke porter er blevet et flagskib og en signaturøl for bryghuset, så insisterer man alligevel på at være et af landets absolut mest innovative og sende nye og spændende øl på markedet.
”Det er med en stor respekt og forsigtighed i forhold til den oprindelige Limfjordsporter, at jeg har udviklet den nye Limfjords Juleporter. Det er en lang og spændende proces, hvor jeg laver mange prøvebryg og er i dialog med vores anden chefbrygger, Kjeld Vang Lauritsen. Jeg tog kontakt til Brian Anthonsen fra PL Vinimport for at få hans hjælp til at finde den perfekte tawny fra vinhuset Quinta Do Estanho, som giver den rette sødme og friskhed til øllet”, fortæller chefbrygger Christian Harboe.
Oprindeligt var det chefbryggerens tanke at lave en juleporter til at afløse portvinen til risalamanden og komplimentere julens øvrige desserter og kager. Derfor er der både blevet eksperimenteret med sherry og kirsebær, men resultatet er endt med at blive en kompleks Imperial / Double Porter med portvin som ingrediens, som også kan nydes sammen med julens kraftige retter med salt og syre eller bare som en smagsoplevelse helt for sig selv.
”Opskriften er naturligvis en velbevaret hemmelig, men jeg vil dog godt afsløre, at der udover portvin, er tilsat vanilje fra Tahiti samt forskellige typer af malt for at give en kompleks smag af kaffe, mørk chokolade og karamel, som gør det til en sød og cremet smagsoplevelse med en mild bitterhed, der gør Limfjords Juleporter særdeles velegnet til julemaden”, uddyber chefbrygger Christian Harboe.
Limfjords Juleporter er allerede at finde i butikkerne i den klassiske 50 cl-flaske og en styrke på 9,2 %. Derudover er årets udgave af Brygmesterens Julekalender med håndplukkede øl til hver dag i december også i handlen, ligesom bryghuset har en lang række velsmagende juleøl til enhver lejlighed klar til højtiden.