Thisted Bryghus præsenterer et robust 2023-resultat og en række nye produkter på ‘Den Fjerde Højtid i Thy’

Den 27. januar 2024 slog Thisted Bryghus dørene op til dette års ordinære generalforsamling – også kaldet ’Den Fjerde Højtid i Thy’, som traditionen tro blev fejret sammen med knap 1.500 aktionærer og gæster i Thy Hallen i Thisted. Her blev sidste års regnskab fremlagt efterfulgt af en præsentation af en række nye produkter – alt sammen i godt selskab med gule ærter, kortspil og kolde øl.

 

Under generalforsamlingen gav adm. direktør Aage Svenningsen de mange fremmødte et indblik i de udfordringer, bryggeribranchen har oplevet i 2023. Han kunne samtidig fortælle, at Thisted Bryghus, trods høj inflation, høje energipriser og ændret forbrugeradfærd, i det forgangne regnskabsår opnåede et tilfredsstillende, positivt resultat.

Aage Svenningsen uddybede: ”For at imødekomme de forskellige udfordringer 2023 bød på for bryggeribranchen, valgte vi hos Thisted Bryghus hurtigt at tilpasse både vores omkostninger og prisstrukturen på vores produkter. Heldigvis oplevede vi samtidig, at råvarepriserne og de generelle produktionsomkostninger stabiliserede sig hen over året, hvilket samlet har gjort, at vi er kommet i mål med et tilfredsstillende resultat.”

Med salget af i alt 3.410.000 liter øl og sodavand nåede Thisted Bryghus i 2023 en samlet omsætning på kr. 56.2 mio. Samtidig kunne bryghuset for 12. år i træk præsentere sorte tal på bundlinjen med et årsresultat efter skat på kr. 914.000.

”Vores driftsresultat efter skat er mere end fordoblet i forhold til året før, hvilket har gjort, at vi for første gang nu har rundet en egenkapital på kr. 40 mio. – et resultat vi, efter et udfordrende år, godt kan være stolte af. Vores solide egenkapital betyder også, at vi har et meget stærkt grundlag for udviklingen af bryghuset i de kommende år”, fastslog Aage Svenningsen.

Begivenheder som f.eks. krisen i Ukraine betyder fortsat en vis usikkerhed hos forbrugerne og også usikkerhed om bl.a. energi- og råvarepriserne, hvilket gør det svært at forudsige markedet. Alligevel ser Thisted Bryghus positivt på fremtiden og præsenterede på generalforsamlingen flere produktnyheder og initiativer, som skal styrke og udvikle forretningen de kommende år.

”Vi lancerer i år en række, spændende nyheder, som skal supplere vores i forvejen meget stærke og brede produktsortiment. Dels udvider vi vores gode og tætte samarbejde med Alive Festival med endnu en Alive-øl – Økologisk Hazy Fruited Wheat Beer. Derudover præsenterer vi en ny og smagsmæssigt forbedret version af vores ikoniske Thy Pilsner, som også har fået et let moderniseret design”, fortalte Aage Svenningsen.

På generalforsamlingen præsenterede Thisted Bryghus desuden to helt nye produkt-linjer; færdiglavede drinks på fustage og en spiritusserie med indtil videre en Thisted Bryghus snaps og gin. ”Det er to nye produktområder, som vi glæder os til at få ud på markedet, og som vi forventer os meget af”.

Sådan lød det fra Aage Svenningsen, som afsluttende også fortalte forsamlingen, at Thisted Bryghus i starten af 2024 har indgået et nyt og perspektivrigt samarbejde med Bryggeriet Refsvindinge på Sydfyn, hvilket i de kommende måneder og år vil føre mange spændende produktnyheder med sig. Ligeledes kan bryghusets legendariske Porse Guld i august fejre 40-års jubilæum, hvilket vil blive markeret i stor stil.