Thisted Bryghus relancerer fire økologiske sodavand

Siden 1. juli 2022 har Thisted Bryghus igen tappet sodavand på eget anlæg. Nu udvider øl- og mineralvandsfabrikken produktionen med fire velkendte økologiske sodavand i nye og forbedrede udgaver.

I Thy kender de fleste sodavand som Thy ABC Sportsvand og de øvrige Thy Vand-klassikere som Cola, Squash, Hindbærbrus, Citron og Aqua danskvand med eller uden citrus. I en årrække har det været en klar strategi for ledelsen på Thisted Bryghus at udvide sortimentet og udbrede kendskabet til bryghusets fremstilling af sodavand, og et vigtigt skridt er nu taget for at føre planerne ud i livet.

”I 12 år har vi fået fremstillet de velkendte Thy-sodavand på Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe, fordi vi havde brug for kapaciteten til ølfremstilling på fabrikken i Thisted. Men med udvidelse af vores egne bygninger og en investering i et mikseranlæg er det blevet muligt at tage produktionen hjem. Vi kalder os for en øl- og mineralvandsfabrik, og derfor skal vi selvfølgelig lave vores egne sodavand i Thisted igen”, fortæller direktør Aage Svenningsen.

Det er produktionschef Theis Dahlgaard og blandemester Jan Thomsen, der kommer til at stå for produktion og udvikling af sodavand, og de har brugt seks måneder på at raffinere smagen i de fire økologiske varianter.

”Vi glæder os over at have fået de gamle, velkendte produkter hjem og gøre dem til vores egne. Når vi relancerer Thy Rabarber, Thy Hyldeblomst, Thy Lemon og Thy Appelsin er det de samme velkendte sodavand, men indholdet er sådan set helt nyt. Nye økologiregler har nemlig medført, at vi har været nødt til at finde nye ingredienser. Det har været en spændende og til tider udfordrende proces, da udvalget er knap så stort. Vi er meget tilfredse med resultatet, og egentlig også ret stolte over, at vi har skabt et friskt og velsmagende produkt næsten helt fra bunden af. Vi gør os allerede tanker om nye smage, men nu skal vi lige have produktionen ind under huden, da det er mange år siden, at vi har lavet sodavand i huset”, fortæller Theis Dahlgaard.

Thisted Bryghus er grundlagt i 1902, men de første sodavand blev først lavet i 1907. I dag udgør salget af sodavand kun fem procent af bryghusets samlede omsætning, men planen er at udvide sortimentet og sælge flere af de klare glasflasker på 25 centiliter over hele landet.

”Salget af Thy-Sodavand fordeler sig med 50% til butikker og 50% til restauranter, cafeer, cafeterier og lignende. Vi ser et stort potentiale i at sælge flere sodavand over hele landet, hvor forbrugerne i dag også finder vores øl i sortimentet”, slutter Aage Svenningsen.

Thisted Bryghus har tappet de første økologiske sodavand i januar 2023, og de forventes at være i handlen i starten af februar.